Hippiemarker, bakker og nye udfordringer.
Jeg er vant til at skulle udnytte mine græsmarker til sidste millimeter for at have græs nok til hestene, men her er der jord nok, så det var en lidt underlig fornemmelse, da jeg satte hegn, at efterlade en god bid skel til naboen, hvor der senere skal plantes et læhegn.
Der blev dyrket korn på markerne sidste år, bortset fra ca. 1½ tdl., hvor der er græs. Siden har de bare ligget og passet sig selv. Det har resulteret i, at der er kommet græs næsten overalt, iblandet en smule korn.
Ganske udmærket for hestene at gå og græsse på, men det så temmelig uciviliseret ud.
Da det blev godt, tørt vejr, besluttede jeg mig for at slå alt det, hestene ikke gik på, for at få sat lidt skik på de langhårede hippiemarker.
DET var lidt af en oplevelse.
Jeg har jo i 3 år boet i et fladt pandekageland, hvor jeg kunne drøne rundt med et kaffekrus i den ene hånd, en smøg i den anden og styre traktoren med knæet.
Jeg kom ud for et helt kulturchok. På de bakker, der er her, skal man sørme have godt fat i rattet, for ellers smutter traktoren helt ud af kurs. Ja – bare at kigge bagud for at se, om jeg fik slået lige, sendte traktoren ud på slingrekurs i starten. Ihhh du gode, hvor fik jeg lavet helligdage og måtte bakke lidt, så ikke de afslørende striber blev alt for talrige.
Og bare det at få hold på traktoren var et projekt, for hvor jeg før bare daskede foden på bremsen og så stod traktoren bomstille, så skal jeg nu arbejde lidt mere for sagen og også huske at beholde foden på pedalen. Det gav mig lidt sjove oplevelser i starten, når jeg manøvrerede rundt med grønthøsteren. Jeg skulle især huske at slippe koblingen, før jeg slap bremsen, når jeg vendte, for ellers var jeg på vej ned af bakken i en vældig fart. Det gav lidt hjertebanken, da jeg glemte det i starten – især når jeg pludselig var på vej ned af bakken – baglæns!
Jeg har fået et helt specielt forhold til bakken helt ud i bunden af marken. Pyh, den var en udfordring!
Jeg må indrømme, at jeg var lidt bange for at køre der, men det gik da. Jeg holdt vejret og havde hjertet helt oppe i halsen, mens traktoren med en dyb brummen arbejdede sig opad. Jeg opdagede da også, at det godt kunne lade sig gøre, uden at traktoren stejlede eller væltede sidelæns. Min respekt for min elskede 135’er er vokset en del efter den oplevelse.
Da jeg have vendt høet og skulle til at presse, var jeg vist blevet en smule hærdet, for det var stadig skræmmende at køre på den stejle bakke, men jeg trak da vejret hele vejen, mens jeg kørte op.
Det var også lidt af en udfordring at hente ballerne ind, for jeg kunne jo ikke bare uden videre hoppe ud af traktoren for at smide en balle på. Hver gang jeg skulle ud af traktoren, blev jeg nød til at låse bremsen, for ellers ville både traktor og vogn hastigt forsvinde ned ad bakkerne uden mig. Heldigvis hjalp Kristian mig, så det eneste jeg skulle var at hoppe op på bremsen og blive stående længe nok til at han kunne få ballerne smidt op. Næste år vil jeg have mig en ballevogn. Det vil lette processen betydeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar