torsdag den 6. december 2007

Wellness Center for Heste

Det er ikke kun mennesker, der har brug for lidt ekstra pleje og velfærd, også vores firbenede venner nyder godt at et ophold på Wellness Center.

I starten af 2008 slår Karmdal beliggende mellem Esbjerg og Varde dørene op for deres nye velfærdscenter for heste. Der er lagt vægt på kvalitet over hele linien, lige fra de store, lyse lækre bokse i hårdt træ med ventilerede forstykker, de mange folde indhegnet med træ, foder af bedste kvalitet fra Marstall og Spillers, nyeste teknologi indenfor skridtbånd og som prikken over iét det lange bassin på 25 m, hvor der anvendes den bedste vandteknologi og hvor der ikke bruges klor, da det kan have en skadelig effekt på hestens hud. Yderligere er der til centret fast tilknyttet hestedyrlæge, beslagsmed, hestemassør og fotograf.



Centret drives af Lone Jørgensen, som har mere end 25 års erfaring med heste og som igennem en lang årrække og stadig driver stutteriet Karmdal Arabians. Derudover er der tilknyttet et passende antal personale, så man altid er sikker på, at der er tid til den enkelte hest.





Hvad skal man bruge svømningen, skridtbåndet, hestemassøren etc. til? Ligesom hos mennesker er svømningen en helt fantastisk træningsform, både for træning og genoptræning. Når hesten svømmer belaster den ikke sener og knogler, men bruger sine muskler. Det giver hesten mulighed for at opbygge en muskelmasse omkring skelettet, som giver den større mulighed for at bære sit skelet. Jo større og bedre muskelmasse, jo mindre belastning på sener og knogler. Derudover er det en fantastisk konditionstræning. På kun 3 uger kan du øge hestens kondition ekstremt, uden at den overbelastes. Hvornår kan man så bruge det ? Hvis f.eks. konkurrencerytteren skal på ferie, så kan det være en god idé at sætte hesten i træning, så undgår man at komme tilbage til en hest, man skal bruge 2 måneder på at komme i kondition igen. Hvis f.eks. man skal stille sin hest til kåring, så giver man den 3 uger i vandet, og dens muskelmasse i ryggen og bagparten er væsentligt forøget samt den har konditionen til at vise sig bedst muligt. Hvis hesten har stået stille i længere tid, og man gerne vil have den klar igen, så kan man bruge svømningen.



I vandet bruger hesten sine travbevægelser, derfor har svømningen også en positiv effekt på hestens travbevægelser ovenfor vandet. I vandet skal den bruge sit trav, for at komme frem, og dette styrker travet. Derfor kan det være en god idé at sende en hest med et lidt dårligt trav i svømmetræning.



Vil hestene svømme ? Ja, det vil de rigtig gerne. Selvfølgelig skal de vænne sig til det, de første par gange, men meget hurtigt, bliver de rigtig glade for det. Før svømningen skylles hesten med vand, så dens kropstemperatur bliver tilpasset den temperatur, der er i vandet. Efter svømningen bliver den skyllet igen, derefter kommer den under solariet, som har 25 stk. varmepærer og 10 blæsere og tilslut får den et rent fleecedækken på, som den beholder på til den er 100% tør.



Som kunde hos Karmdal kan man tilpasse sit program for hestene, som man ønsker det. Der er dog allerede givet 3 forskellige Wellness Pakker, som dækker de fleste hestes behov, og ved at vælge en pakke får man rabat. På Karmdal har man forsøgt at lave så stor gennemsigtighed i pakkerne, som muligt, da det er vigtigt, at kunden ved præcist, hvad der betales for. Frem til jul 2007 er der nogle rigtig gode tilbud på pakkerne, som det er værd at benytte sig af.



Man kan læse meget mere om centret og alle aktiviteterne på www.karmdal.dk



Ingen kommentarer:

Send en kommentar