søndag den 15. juli 2007

10.000 kroner i dusør

10.000 kroner i dusør for opklaring af hesteskænderi i Nordjylland

Dyrenes Beskyttelse forhøjer dusøren for oplysninger, der kan føre til gerningsmanden bag endnu en hesteskænding i Nordjylland, til 10.000 kroner. Dyrenes Beskyttelse modtager gerne tilsagn om bidrag til en større dusør



Endnu en hesteskænding har rystet Nordjylland. Denne gang blev en ældre hoppe skændet på en ejendom i Døstrup ved Hobro. Hoppen gik sammen med to andre heste i en indhegning, da den natten til lørdag d. 7. juli blev mishandlet. Gerningsmanden, som endnu er ukendt, brugte en stump genstand på hoppens kønsdele, hvilket frembragte en mindre blødende flænge. Hoppen er dog ikke i livsfare.


Det er kun tre måneder siden, en hest i en nærliggende landsby blev udsat for noget tilsvarende. Og for et år siden blev tre andre heste mishandlet i Hadsund-området. Også sommeren før blev heste mishandlet på Århus-egnen. Også her er gerningsmanden endnu på fri fod.



- Hestene lider frygteligt under sådan en mishandling, både fysisk og psykisk. Dyrenes Beskyttelse vil meget gerne hjælpe til at få fat i gerningsmanden. Vi håber, at en dusør på 10.000 kroner kan hjælpe til opklaringen af både den seneste sag, men også de andre sager, som har været uopklarede gennem flere år, siger Jens Svenningsen, dyrlæge og dyreværnsinspektør i Dyrenes Beskyttelse.



Dyrenes Beskyttelse udlover 10.000 kroner i dusør for oplysninger, der kan føre til opklaring af de alvorlige sager. Samtidig vil Dyrenes Beskyttelse gerne opfordre andre til at give tilsagn om bidrag, der kan forhøje dusøren.



Oplysninger i sagen gives til Nordjyllands Politi i Hobro på tlf.: 96 57 14 48.



(Kilde: Nyhedsbrev, d. 13. juli 2007, fra Dyrenes Beskyttelse)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar