Hvad i alverden er der dog sket med vinteren?
Det er da det underligste vejr, jeg nogensinde har oplevet. Regntid i december? – næ, nu står verden ikke længere.
Jeg sidder og kigger ud på en grøn, grøn græsplæne, der stadig gror og egentlig trænger til at blive slået!
Det er første gang, jeg går i skjorteærmer uden halstørklæde, vanter, benvarmere, øredutter, kasket, thermostøvler og kæmpevinterjakke, når jeg ordner stalden om vinteren. Faktisk er det lige før, at jeg smøger skjorteærmerne op, for ikke at få det for varmt.
Hestene, der havde anlagt en behørig vinterpels må stå med ladedøren åben om natten, for ikke at få det for varmt.
Bortset fra de gigantiske regnskyl, tror jeg nok, at hestene nyder det gode vejr. De går stadig på min flinke nabos kæmpestore mark og leger ægte prærieheste. De får sig noget motion, når de sådan slentrer fra den ene ende til den anden, flere gange i løbet af en dag.
De små babyheste skulle jo hjælpes ud af vuggestuen og forberedes til deres fremtidige liv.
Pyh, der er mange ting sådan en lille hest skal lære. Gå pænt, løfte ben, bindes, strigles, gå væk, når der bliver skubbet lidt, komme, når der bliver trukket lidt, vente til det bliver ens tur til noget, ”overleve” at mor ikke altid lige er ved siden af, og finde sig i, at hende Lilli faktisk bestemmer ret meget.
Jeg forlader mig ret meget på, at hopperne er samarbejdsvillige. Det er de faktisk nød til, for jeg har jo ikke nogen til at hjælpe mig, så når lilleskatten skal til at lære at gå pænt og ikke bare sådan følge med i den anden ende af rebet uden alt for megen bøvl, så er det ret vigtigt, at vi hjælpes ad.
Jeg undrer mig tit over, hvordan hopperne kan finde ud af, hvad jeg vil have dem til. Jeg giver dem ikke nogle bevidste signaler, for jeg koncentrerer mig udelukkende om føllene. Alligevel, så flytter hoppen sig rundt, går frem eller tilbage, venter eller går i forvejen, går til siden eller kommer nærmere, alt efter hvad jeg gerne vil have dem til, for at det bliver lidt lettere for føllet.
Det fortæller lidt om, hvor let en hest egentlig kan læse os mennesker og også hvor samarbejdsvillige de er.
Temmelig tankevækkende.
Alle tre føl har været hurtige til at lære og er nemme at håndtere. De to hoppeføl er meget selvstændige, mentalt stærke og er helt klare til at flytte hjemmefra. Det kniber så lidt med den lille sorte diamant. Han har været så utrolig overbeskyttet af sin mor, så det har taget lidt længere tid for ham, at poppe ud af føl-boblen og ind i næsten-plag-verdenen. Det er heller ikke nemt, at blive selvstændig, når man har en yderst beskyttende og temmelig bestemt mor rendende i hælene.
Det hjalp så gevaldigt, at han kom i sin egen boks om natten. Faktisk hjalp det så meget, at jeg er begyndt at overveje, at sende ham tilbage i mors boks igen. I du gode, hvor har han travlt med at opdage verden og prøve grænser af. Nu er det ham, der mobber sine søstre i stedet for at spæne hen til mor, når de mobbede ham. Selv de andre hopper kredser han om, for at se, hvor langt han kan gå. Sazzy nøjes med at lægge ørene lidt, hun er jo en besindig gammel dame, men Son Dee har forklaret ham, hvor grænsen går for små, frække hingsteføl. Han undersøger alt og prøver ihærdigt at flytte rundt med alting. Krybben, vandbaljen, striglerne, rebet. Alt hvad der ikke er nagelfast smider han begejstret rundt med.
Han er så sød! Det er godt, at han ikke er en hoppe, for så kom jeg nok til at beholde ham.
Jeg har ejet eller håndteret mange fantastiske heste. Sommetider er der så en hest, der gør et helt specielt indtryk på en. Jeg tror, at det er noget lignende det ”det”, som mænd siger, at nogle kvinder har. De går rent ind i sjælen på en og efterlader et indtryk, der aldrig slettes. Sådan en lille hest er diamanten. Jeg kalder ham sød i mangel af et bedre ord.
Det er så fascinerende at se, hvordan de små heste udvikler sig. Sommetider går det så hurtigt, at man bliver helt forpustede. Fra et lille, yndigt, sårbart væsen, helt afhængig af hoppen til en kæk, selvstændig, småfræk, langlemmet minihest på bare et halvt år. Ja, ja, jeg burde have vænnet mig til det, men jeg bliver lige forbløffet hvert år.
Fine gamle Sazzy har sat nogle tanker i gang. Sidste år mistede hun sit føl, fordi hun folede for tidligt. Det blev aflivet tre dage gammelt. Det så ud til, at hun ret hurtigt kom over det, men vi kan jo kun bedømme ud fra, hvad vi ser. Vi ved ikke, hvordan hesten mærker det.
I løbet af sommeren blev jeg lidt bekymret for hende. Hun var sund og rask ifølge dyrlægen. Lidt gigt havde hun, men det hjalp hende at få glucosamin. Der var bare et eller andet, der gjorde, at jeg var betænkelig ved at bedække hende igen. Måske burde jeg bare lade hende gå på pension? Hun har fået mange gode føl, så det var måske på tide, at sige at hun havde gjort det godt nu og bare skulle gå rundt og nyde sin tilværelse. Men jeg havde også den tanke, at hvad i alverden skal hun så få tiden til at gå med? Skulle hun så bare gå og være misundelig på de andre hopper? Ville hun føle sig tilfreds på den måde? Jeg havde nogle alvorlige samtaler med dyrlægen og besluttede så at bedække hende.
Det har så vist sig, at være en rigtig god ide.
Fra at være en lidt sat, stille og måske nok også lidt trist hest, er Sazzy blevet glad og frisk igen. Ja sågar en smule fræk også. Hun har ikke fået glucosamin siden sidste vinter og har tilsyneladende slet ikke brug for det. At få føl holder hende åbenbart glad, frisk og sund. Så selvfølgelig skal hun have føl igen. Jeg håber, at hun selv siger ”til”, når den tid kommer, hvor hun ikke fysisk er i stand til at bære et føl. At hun så bare ikke kommer i brunst, så jeg ved, at nu er pensionisttiden kommet. Jeg bekymrer mig over, om hun måske er så glad for at have føl, at hun ikke selv siger fra. Nå, dyrlægen må være med til at bestemme, når nu jeg ikke selv kan.
Nu er det solhverv. Den bedste dag på året. Nå, ja det er måske overdrevet, men det er altså rart at vide, at nu bliver dagene lysere.
Inden vi får set os om, så skal hegnet gåes igennem, hestene på græs og føllene er på vej.
Kan i alle sammen have en god jul og et godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar