Dette års Real Deal Show blev lanceret under mottoet ”bigger and better than ever”.
Måske skulle mottoet have været “bigger and wetter than ever” (udtalt af Bob Sondej). Men lige meget hvilket motto, der måtte vælges, så passer det. Det blev en våd weekend, som dog blev taget med godt humør og med 80 heste tilmeldt blev dette åre Real Deal show langt større end sidste år. Showet arrangeres af den danske Appaloosa klub ”Appaloosa Horse Club DK” og der udbydes både Appaloosa, Paint, NRHA og All-breed klasser. I år var showet endvidere Skandinavisk Mesterskab og DM for Appaloosaerne samt DWF Sjællandsmesterskab i All-breed regi.
Den forholdsvis lille Appaloosa klub er en meget aktiv klub og der lægges mange kræfter i dette show. Formand Bjarne Jakobsen udtaler, at han er utrolig glad for den store opbakning, der har været omkring deres show og han er speciel glad for de trofaste hjælpere samt de meget gavmilde sponsorer, en stor tak til dem alle.
Skandinavisk Mesterskab og DM for Appaloosaer
Der var 15 Appaloosaer tilmeldt, hvilket bestyrelsen var tilfreds med. Dog manglede en del svenskere, der havde valgt at deltage i et andet arrangement, som lå samtidig. Flemming Winberg var en af de svenskere, der havde valgt at deltage i The Real Deal show og han var da også som altid succesrig på Amazing Chapparel og modtog flere Skandinaviskmestertitler og blev også ApHC All-around vinder i Open regi samt High Point. Non-pro All-around vinder blev Jeanette Simonsen med Dial Prince Diamond og i Youth regi gik All-around titlen til den meget dygtige ungdomsrytter Tina Lajgaard-Pedersen på He Is My Happiness, en ekvipage som det var en fornøjelse at se i showarenaen. I Appaloosa klasserne så man også nye showdeltagere og bl.a. gjorde Trine Nonbo og Eponas Brite Dream et godt indtryk og også Lone Jodal og Peyres Amazing Flash var nye i den danske Appaloosa scene. Fra Benjaco stillede Bjarne og Mimi med et meget flot hingsteføl og også Highland ved Rebecca og Villy Jensen stillede med et virkeligt dejligt Appaloosa hoppeføl. Inge og Hans Erik Andersen, som er gamle kendinge i den danske Appaloosa-verden og endvidere aktive i bestyrelsen, deltog også med deres 2 Appaloosaer Peyres Jivaro og Ruste Red Warrior. Bob Sondej, som er sekretær i Appaloosa klubben showede på en lidt anden måde end de andre Appaloosa folk, idet han var medlem af den legendariske duo ”Doc Finn & The Traveling Snake Oil Show”, som underholdt i teltet lørdag aften.
Paint showet
Også Paint showet havde et tilfredsstillende deltagerantal, idet 25 Paint Horses var tilmeldt og arrangørerne var især glade for, at der i år også var deltagere fra Jylland. Her var bl.a. den jyske westerntræner Helle Kristensen succesrig med Paint hingsten MJ Golden Spring, der opnåede 3 anden pladser i APHA og DWF Open Reining samt APHA Trail. MJ Golden Spring blev også showet af ejeren selv Anne Kristine Hansen og her blev det til 2 første pladser i APHA og DWF amateur Reining. Også Jørgen Sandholm havde taget turen over vandet og showede I Am A Brillian One i flere forskellige discipliner. Igennem hele showet kæmpede de 2 Paint ryttere Michael Lundgren på Charming Blue og Charlotte Hartwig på Justa Smooth Otoe om første pladserne og titlen som APHA High Point Horse gik da også kun med et points forskel til Charming Blue. Hos APHA youth rytterne lå svenske Ella Bråve på Dont Drift For Cash og danske Line Bach på Tantoo meget tæt, det blev dog Ella Bråve der løb af med titlen som High Point.
Sjællandsmesterskab
I DWF all-breed klasserne blev der kæmpet om Sjællandsmestertitlerne. I Open Reining, som var en af de største klasser, gik titlen til Ditte Poulsen på Make A Quick Jaywalk, ejet af Helle Skafte. Ditte Poulsen vandt ligeledes APHA Open Reiningen med Paint hoppen Klassy Paw Prints, som ejes af svenske Angela Winberg. I både Pleasure og Horsemanship stod Lotte Vilstrup og Skips Mega Bob som vinder og de modtag også titlen High Point. Open Trail blev vundet af Charlotte Hartwig med Justa Smooth Otoe, som i alt modtog 3 Sjællandsmestertitler og i det hele taget havde et rigtigt godt show. I Amateur Reining og Trail gik titlen til henholdvis Lis Petersen og Sunshine samt Michael Lundgren med Charming Blue. Ungdomsrytteren Charline Eiberg og Docs Kitty Lana blev Sjællandsmester i både Youth Horsemanship og Trail. I Showmanship gik titlen til Line Bach og Tantoo og Sibel Savas og Genuine Country Kid vandt Pleasuren. Der har de sidste par år ikke været holdt et Sjællandsmesterskab i westernridning og det var godt initiativ af arrangørerne at tage disse klasser på programmet. Vi kan håbe, at dette bliver en fast del af The Real Deal Show fremover.
NRHA Show
For første gang var der også NRHA klasser på programmet ved The Real Deal show og her må især Torben Winkler nævnes, som vandt Non-Pro, Limited Non-Pro samt Limited Open med Miss Something Peppy med virkelig flotte ridt. NRHA Open blev vundet af Anna Löf på Bad Like I Wanna Be med high score for showet på 71. Rookie Reining og Greener That Grass blev vundet af Didde Schleimann, der også havde et godt show med Victors Royal Air. Dommeren Sylvia Katschker, der kommer fra Østrig, havde rosende ord både om niveauet for ridningen, selve showet og det danske westernfolk. Der kan læses mere om NRHA showet på NRHA.DK.
The NightMare Reining
En helt speciel klasse var lørdag aftens NightMare Reining. Klassen var sponsoreret af Horseware ved Angela Winberg og der var her tale om en Reining-klasse, der kun var åben for kvinder og mænd, som dog skulle ride på hopper. Deltagerantallet kom op på 18 og der blev vist virkelig flot ridning i konkurrencen om den meget flotte Trophy, de mange præmier samt pengene i denne klasse. Vinder blev Anna Löf på Not As Bad As Dad med en score på 70,5. Stemningen var høj under afviklingen af klassen og specielt præmieoverrækkelsen var helt fantastisk med speciel spotlight effekt og selvlysende vinderdækken. En meget stor tak til Angela Winberg for dette sponsorat og denne ide, som helt sikkert vil blive gentaget næste år.
Resultater og billeder
Resultater fra showet kan ses på www.appaloosa.dk og som altid var vores western-fotograf Trine Christensen tilstede og her kan billederne ses på www.trine-christensen.dk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar