Folingssæsonen er en spændende, men også hektisk tid.
Det er de søvnløse nætters tid. Man bekymrer sig og våger som en høg over sin hoppe. Den arme hest skal bare vippe lidt anderledes med det ene øre, så er man der straks og kigger efter folingstegn.
Ind under maven for at kigge på stålet, løfte halen for at kigge kritisk på skeden og endelig prikker man omkring haleroden. Så prøver man at være klog. Er stålet ikke lidt hårdere end i går? Skeden er da blevet lidt længere og mere blodfyldt, er hun ikke lidt mere blød omkring haleroden. Hoppen tøffer uanfægtet rundt og gemmer på sin hemmelighed og er fuldstændig ligeglad med ens bekymringer.
Man regner og regner på terminen. Og ve den arme hoppe, der går lidt længere, end man har regnet sig frem til. SÅ bliver der tjekket og ekstratjekket endnu engang.
Jeg plejer at regne med de amerikanske 340 dage og indtil nu, har det passet nogenlunde.
I år har så været et temmelig usædvanligt år.
Det startede med, at Son Dee folede alt, alt for tidligt. Jeg havde godt nok forventet at hun ville fole før tiden, efter hendes voldsomme kolik, men jeg var da noget bekymret, da hun en dag nærmest ringede med en hjem-is-klokke, for at fortælle mig, at hun havde tænkt sig at fole i nat.
Jeg sagde godt nok til mig selv, at det var noget sludder, for der var omkring 4 uger til termin, men Son Dee var ligeglad med datoer. Hun gik for sig selv hele dagen, så meget tankefuld ud og var nærmest ved at kravle ned i min lomme, når jeg gik ud til hende. Da de kom ind om aftenen, ville hun ikke have, at jeg gik ud af hendes boks. Hun lagde hovedet over min skulder og holdt på mig. Hun fik et fint hoppeføl kl. ca. 3 om natten efter kun 311 dages drægtighed.
Sazzy spændte nærmest et banner ud over folden – ”Jeg foler i nat”!!!
Hun nærmest løb ind i stalden, da de skulle ind. Hun studsede så lidt over at skulle ind i en anden boks end den, hun er vant til at være i. Det blev hun nød til, for ellers kunne kameraledningen ikke nå. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg havde lukket hende ind i hendes egen boks, så havde hun bare gået et par omgange og så lagt sig til at fole. Nu ventede hun så et par timer og folede kl. 2 efter 327 dages drægtighed.
Fancy var førstegangshoppe og ikke helt vant til alt det kiggeri efter lødighedstegn. Hun fandt nu snart ud af bare at ignorere mig. Af og til nussede hun mig tænksomt på ryggen, når jeg kiggede under maven på hende.
Fancy viste også tydeligt, at nu ville hun fole. Hun vidste jo nok ikke lige helt, hvad det handlede om, men hun havde vældig travlt med at komme ind, var urolig, puffede til mig og kiggede på mig med det der specielle Fancy-look: ”Hvad sker der, Lilli - skal jeg være bange”?
”Næ, næ”, sagde jeg og holdt hende lidt med selskab, indtil hun faldt til ro igen. En time efter, var hun i gang med at fole og et kvarter over midnat kom et fint hingsteføl til verden. Fancy efterlignede Sazzy og havde også gået 327 dage.
Så i år kom de alle lidt før tiden, hvilket sparede mig for mange spekulationer.
Hvis de alle vil være så venlige at fortælle SÅ tydeligt hver gang de skal fole, så får jeg det nemt fremover.
Måske skulle jeg bare montere en klokke på folden? Så kan de ringe på den, når det er tid.
Jeg har lagt mærke til, at hver gang, der kommer et føl til verden, så vrinsker alle hestene - også dem, der går ude.
Hvordan de ved, at der lige er kommet en lille ny hest til verden, aner jeg ikke. Jeg kan forstå, at hestene i stalden er klar over det, men hvordan ved dem udenfor det?
De vrinsker nogle få sekunder efter at føllet er kommet ud. Inden føllet eller hoppen har sagt noget, så det kan ikke være lyden. Det kan heller ikke være lugten, for SÅ meget blæser det ikke inde i stalden.
Der må være en eller anden kommunikationsform, vi mennesker ikke har mulighed for at opfange.
Hopperne har lidt forskellige meninger omkring opdragelse af føllene.
Son Dee lod ikke lille Dee gå mange skridt væk, før hun brummede advarende og skyndte sig efter den lille dame. Son Dee er en tålmodig og rimeligt afslappet mor og efter den første uges tid kunne lille Dee såmænd godt få lov til at undersøge verden på egen hånd.
Sazzy er noget mere laid back. Måske fordi hun har fået mange føl, eller også er det fordi lille Sazz er noget af en loppesæk at holde styr på. Hun har drønet af sted på sine meget lange ben lige fra den allerførste dag. Sazzy lod hende styrte begejstret rundt, men holdt et vågent øje med hende og kunne da også brumme lidt og tøffe efter hende, hvis hun kom alt for langt væk.
Fancy derimod har helt andre og noget mere strikse regler.
Hun er førstegangs hoppe, så jeg var lidt spændt på, hvordan hun ville tackle det. De to første dage, var hun ekstremt overbeskyttende og jeg kunne se, at hun kiggede på de andre hopper, for at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere lillefyren. Især den første dag, var hun lidt i tvivl om, hvad hun skulle, udover at passe rigtig godt på ham, det var hun helt med på. Hun virkede lidt forvirret, lige da hun var kommet ud, men kiggede så lidt på de andre hopper og fandt ud af, at man godt kan græsse, selvom man har sådan et lille føl ved siden af sig.
Så lavede hun sine egne regler!
Hvis lillefyren ikke lige har til sinds at gå den vej, Fancy synes han skal, så tager hun fat om halsen på ham lige foran manken og drejer ham i den rigtige retning. Hun har helt bestemte meninger om, hvor tæt på de andre heste må være, når han skal patte. Hun genner de andre væk, samtidig med at hun tager fat i lillefyren og skubber ham der hen, hvor hun nu synes, at det er sikkert at fodre ham. Hun er ved at slappe lidt mere af og er ikke helt så striks overfor lillefyren, men han er det mest velopdragne føl på marken.
Generelt er hopperne utrolig tålmodige den første uges tid. Først derefter ser jeg dem begynde at opdrage lidt på de små, når de bliver for frække.
Son Dee har nu ikke mange problemer med lille Dee. Hun er en tænksom lille pige, der ikke gør sig ret meget ud til bens, bortset fra en dag, da jeg trak dem ind og hun sparkede ud og ramte Son Dee lige på hasen. DET var alligevel for meget for Son Dee. Hun begyndte at vende rundt for at komme efter den lille, men kom så åbenbart i tanke om, at jeg var i den anden ende af rebet, for hun hoppede omgående tilbage igen og sendte mig et beklagende blik.
Sazzy har lidt mere om ørerne. Der er fart på lille Sazz. Hun spæner rundt og prøver sine fysiske grænser af, så jeg sommetider tror, at hun er lavet af speed-påvirket gummi. En dag, da hun for 117 gang stejlede og knaldede sine små forhove ned i ryggen på sin mor, havde selv Sazzy fået nok. Der blev hun lige sat lidt på plads. Da hun så bed Sazzy i bringen, fordi hun ville have mælk, mens Sazzy var på vej hen til vandet, så fik hun også lige en reprimande. Hun lærer åbenbart hurtigt, for nu holder hun afstand, når hun stejler og hun er meget, meget sød, når hun vil have mælk.
Fancy har slet ikke problemer med den lille sorte fyr. Han kan åbenbart ikke drømme om at være fræk overfor sin meget bestemte mor. Nå, mon ikke det kommer senere, når han begynder at få lidt mere frihed.
Men, hvor er det dog pragtfuldt at kigge ud på hopperne og deres føl. Det er belønningen for mange spekulationer og anstrengelser gennem 11 lange måneder.
Den tænksomme.
Den frække.
Den velopdragne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar