Så kom dagen jeg havde glædet mig helt vildt til!
–det havde Tucker også, han vidste det bare ikke selv :o)
5.30 bimlede vækkeuret, jeg listede mig fra sovende unger og mand, sprang i bad, lavede kaffe, fodrede heste og fik slået gang i bilen. Så kunne jeg endelig åbne klappen til traileren der var strøet med halm og udstyret med 2 store poser hø. Tucker havde luret lunten, der skulle ske noget, han stod henne ved hegnet og strakte hals… men altså kun når jeg ikke så det, jo ham Tucker kan sine grimasser.
Forbi Solkær og hente Annette og Jessie, vejret var skønt og turen let og ligetil på motorvejen og endelig fremme ved Gitte Garcia i Nr. Aaby.
Og sikke da et dejligt sted med skøn ridebane og rytterstue med udsigt til ridehallen. Her manglede bestemt ikke noget.
De var allerede godt i gang, vi læssede hestene ind i stalden og sat os til rette i ridehallen på halmballer så vi kunne høre hvad Helle havde at sige.
Jeg har aldrig set Helle undervise og havde glædet mig rigtig meget. Det havde nemlig været længe undervejs at jeg skulle have hjælp af hende, og nu var det nu!
Ja forhistorien er lidt lang, som før sagt har jeg været nabo til Tucker for nogle år siden, ham kunne jeg rigtig godt lide men jeg havde jo dejlige Sally at ride på. En dag var Tucker solgt til John og Hanne og jeg tænke han aldrig kom til salg igen. Jeg var ude i Hytten og se et stævne sidste år og sludrede med en og sagde: En dag vil jeg købe mig en quarter, hvis Tucker nogensinde bliver til salg så vil jeg gøre alt for om jeg kunne købe ham.
Den samme aften ringede en meget forpustet og overrasket dame: Du tror der er løgn! –Tucker blev sat til salg i går!
Det var jo for vildt, jeg er lidt ”overtroisk”, jeg er sikker på det var skæbnen, jeg skulle have Tucker, men ville han også have mig?
Jeg tog ned til ham, gik ud på marken og rakte hånden frem og sagde, Tucker vil du med mig hjem? –og det ville han. Jeg vendte mig om og gik og Tucker kom glad op på siden af mig og vi kørte hjem.
At vinteren skulle bringe mange frustrationer havde jeg ikke regnet med, Tucker havde det skidt når jeg red på ham, han blev mere og mere frustreret og jeg ligeså. Jeg gav ham snaffel på i stedet for stangbid, jeg skridtede i evigheder og intet hjalp. Det hele kulminerede til undervisning hvor Tucker sprang rundt med vild panik i øjnene uden jeg havde forlangt noget som helst af ham. Jeg var grædefærdig, hvad var der galt? Der skulle handles NU. Jeg fik fat i Tove Due og af sted det gik. Tove fandt problemet med det samme, Tuckers korsben var fastlåst, hans nakke og lansemærke var også fastlåst. Der faldt en sten fra mit hjerte, vi kunne hjælpe ham, endelig. Efter 3 behandlinger ved Tove er Tucker blevet en helt anden hest at ride på, stadig frisk og pjattet – ja, men også styrbar og ingen panik.
Men helt godt var det ikke endnu, jeg vil kunne ride i snaffel før jeg bruger stangbid. Og da jeg mødte Helle til et stævne (Helle Kristensen har avlet Tucker) fik jeg et par gode råd med på vejen. Og da den clinic kom var jeg ikke i tvivl om vi skulle af sted.
Da Helle havde pause i Nr. Aaby var hun også straks ude i stalden, skyndte sig hen til Tucker og siger: Åh hej lille Følle… ja det hed du jo ved os :o)
Jeg havde forberedt alle på vi kunne forvandle os til en rumraket, så fødderne kom hurtigt op på halmballerne da vi entrerede, hæ hæ.
Nå men vi begyndte stille og roligt, Tucker er meget godmodig, han vil gøre alt for sin rytter, ”skal jeg spinne? Højre, venstre? Stå på hovedet? Jeg kan også gøre det og det og det?”.
Det er altså et problem, han skal lære at slappe lidt af, jeg skal nok fortælle ham hvad vi skal.
Vi begyndte at lave cirkler, i hundredevis. Jeg havde jo fortalt Tucker kan jogge i longen så man er ved at besvime, og jeg havde en drøm om at kunne trave bare lidt langsomt, men den jog turde jeg kun drømme om, det kom vi jo sikkert aldrig til at kunne.
Jeg blev gjort til skamme…efter ½ time var jeg så glad og rørt at jeg ikke vidste om jeg skulle grine eller græde, Tucker gik totalt afslappet, fed dejlig langsom jog, poterne kom kun 5 cm over jorden og hovedet kom længere og længere ned i sandet. Han nød det i fulde drag og jeg ligeså. Det var et mirakel!
Kort fortalt går min træning det næste stykke tid ud på ikke at starte Tucker med at ride ligeud, for den vej kender han. Hvis jeg starter til en af siderne hver gang, så kan han ikke længere regne ud på forhånd hvor jeg vil hen og han er derfor nødt til at vente på mig.
Nu har vi fået nogle rigtig gode redskaber at arbejde med, og inden længe skal Annette og jeg op til Helle med vores heste så der ikke går for lang tid igen.
Jeg er simpelthen bare så glad, nu har jeg virkelig håb og mod på fremtiden, Tucker og hygger os i hinandens selskab og sådan skal det bare være.
Der kommer billeder så snart Gitte har fået dem ordnet.
Jeg vil sige mange tak for det gode tilbud fra DWF, det var en rigtig dejlig dag, og sjovt at møde ryttere man ikke ser så tit, eller ofte kun til stævner hvor man ikke lige får snakket med hinanden.
Og tak til Gitte og hendes mand for noget rigtig lækkert mad og dejlig opvartning :o)
Mange glade sommerhilsener fra Louise og Tucker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar