Boons Corner - nr. 7

Pye ha, der har været dramatik på.

Son Dee fik for 14 dage siden en voldsom gæringskolik. Jeg havde ellers, som jeg plejer, sørget for at ”tvangsfodre” hestene med hø, mens de vænnede sig til græsset. Alligevel blev Son Dee syg. Rigtig syg.

Torsdag aften fik Son Dee koliksymptomer, så jeg trak hende ind i boksen og styrtede ind efter mobilen, så jeg kunne ringe efter dyrlægen. På de få sekunder lykkedes det Son Dee at rulle sig og lægge sig fast op ad boksvæggen. Jeg prøvede at hjælpe hende fri, men sådan en højdrægtig hoppe er altså meget stor og tung. Jeg kunne ikke trække hende fri alene, så mens jeg trak i bagbenene med den ene hånd, ringede jeg til Jonna og Herman med den anden. De bor kun 10 km fra mig og ville køre hjemmefra med det samme. Son Dee holdt op med at kæmpe og så ud til at opgive, så jeg blev rigtig bange. På en eller anden måde lykkedes det mig så at få trukket hendes bagpart lidt til side, så hun kunne få benene under sig og komme op igen. Så fik hun grime på og jeg halede hende ud på ridebanen, så jeg kunne holde hende på benene. Først der kunne jeg ringe til dyrlægen.

Dyrlægen behandlede Son Dee og blev så et par timer, for han turde ikke køre fra hende, fordi hun var så dårlig. Heldigvis faldt hun til ro og så ud til at få det godt igen. Det var en stakket frist for lørdag formiddag var den gal igen. Hun blev behandlet og så ud til at komme sig, men…..søndag nat måtte jeg hale hende ud i regnvejret for at gå, mens vi igen ventede på dyrlægen.

Hun var efterhånden så afkræftet, at hun næsten ikke kunne holde sig på benene og jeg ved ikke om det var regnen eller det var mig der græd, fordi min arme hest havde det så skidt og jeg blev nød til at tvinge hende til at gå, men jeg havde i hvert fald vand i øjnene, så jeg havde svært ved at se noget.

Dyrlægen gjorde mig ikke ligefrem bedre tilpas, for hun fortalte, at føllet havde flyttet sig opad og så noget bekymret ud. Jeg var på det tidspunkt ret ligeglad med om Son Dee mistede føllet, bare hun overlevede. Det var slet ikke sikkert, at hun havde kræfter til at kaste føllet, fordi hun var så afkræftet, så dyrlægen og jeg var mildt sagt bekymrede. Heldigvis faldt Son Dee til ro igen og vi kunne ånde lettede op.

Lige til mandag formiddag, så var den gal igen. Dyrlægen kom og Son Dee måtte igennem hele møllen igen med smertestillende, rektalundersøgelse osv. Hun slap dog for maveskyldningen, for det var ikke nødvendigt. Det var efterhånden en temmelig anspændt situation, for hvorfor pokker blev hun ved med at få det så dårligt? Dyrlægen kunne ikke svare på det, for Son Dee blev behandlet efter alle kunstens regler og burde få det bedre.

Mandag eftermiddag kulminerede det hele. Son Dee faldt i sved og smed sig igen i boksen. Hun måtte godt ligge ned men ikke rulle sig. Jeg havde fået udleveret smertestillende, men dyrlægen havde sagt, at jeg skulle have ”is i maven”, inden jeg gav hende det, for hun havde fået megen medicin, så jeg skulle være varsom med det. Son Dee lagde sig helt om på siden og så begyndte hun at presse!!

Der var jeg sikker på, at hun mistede føllet. Hendes slimhinder var mørklilla og skeden bulede ud, som om vandkalven var på vej. Jeg kunne næsten ikke bære det og var skræmt fra vid og sans, fordi Son Dee var så afkræftet og jeg var bange for, at hun ikke kunne klare det. Jeg nåede ikke at ringe til dyrlægen, før hun rejste sig op igen. På en eller anden måde var det lykkedes hende at hale føllet tilbage igen.

Jeg gik lidt med hende, mens jeg funderede over, om jeg skulle ringe til dyrlægen, men hun var faldet til ro og havde tilsyneladende ikke smerter.

Så gik det heldigvis fremad. Son Dee var meget udmattet og havde tabt sig en del, men fik ikke flere tilbagefald og kom lidt efter lidt til hægterne igen. Jeg er ret glad for, at mine heste er klædeligt buttede, for i sådan en situation er det godt at have noget at tære på.

Jeg har altid haft stor respekt for kolik og gjort hvad jeg kunne for at undgå det, men efter denne omgang, så vil jeg fremover altid frygte det.

Det føl, Son Dee kæmpede så hårdt for at beholde, står nu ude i stalden. Sundt og friskt, smuk som en drøm og meget, meget levende. Hvordan det lykkedes Son Dee at holde på det, vil altid være mig en gåde.

Somme tider ender selv mareridt lykkeligt og jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg fik lov til at beholde både Son Dee og hendes smukke føl.