Hvad sker der med os, når vi sidder deroppe på hesten og ikke fatter en meter af, hvad træneren siger til os?
Hvorfor har krop og psyke ikke sammenfaldende interesser?
Hvorfor er kommunikationen så svær? Hvor kommer aggressionerne fra?
Den klassiske situation:
”Lise Petersen” har besluttet sig for at begynde at ride igen, efter 7-8 år med børn osv. Lise har hørt om den fantastiske westernridning, der jo ser så legende let ud, ja ”hestene gør faktisk det hele af sig selv”!
Der er ikke så meget at betænke sig på, western skal det være!
Lise kunne jo godt tænke sig at få nogle timer på en skolehest, men nej rideskoler indenfor western hænger ikke på træerne, de findes nærmest ikke. Jamen, hvad så? Skal man virkelig ud og købe saddel, hest og udstyr selv, inden man overhovedet ved om rideformen er noget for en?
Jamen det er faktisk det man skal, hvis det er western man vil.
Undervisning ved clinic, her Jonna McCabe. Der er dog ikke noget sammenfald mellem artikel og den viste situation.
Hvad er det ved western der fascinerer rytteren for første gang? Det er helt sikkert ikke ”hooliganridningen”!
Nej det er reining, western pleasure, cutting, working cowhorse og trail på højeste plan.
Nu er det så, at det ”ser så let ud”, ”hesten gør det selv……………………….. osv”. Westernridning, ”det er jo for dem der ikke kan klare sig i den almindelige ridesektor, så må det være lige noget for mig”, det er Lise helt klar over.
Lise ved godt, hvad der er for og bag på en hest, så hun og manden tager ud og køber en pinto, tinker, haflinger, varmblodshest, knabstrubber, araber eller hvad ved jeg. Så får hun at vide at hun skal kontakte et saddelfirma og få fremskaffet en god brugt saddel.
Nu har Lise i hvert fald investeret 25.000, - det er godt nok mange penge synes manden, så det her skal virke! (Her lægger Lise allerede det første ubevidste pres på sig selv).
Lise finder en træner som er rimeligt velrenommeret og så går det løs. Det er hamrende dyrt! ( Manden knurrer lidt).
Lise har redet lidt rundt på hesten i 14 dg. – 1 md. Hun kan jo ligeså godt komme i form og ”øve” sig lidt, før hun skal have undervisning.
Det der så er sket, er at Lise har genopfrisket alle gamle vaner og får pustet blus under dem igen, så inden længe fungerer de rigtigt godt og virker som et sikkerhedsnet. For man må jo erkende, at man er ikke lige så kry, som da man var 15 – 19 år gammel. For det første har man holdt pause og for det andet har man fået børn, hvilket giver de fleste kvinder en helt anden dimension i form af en anderledes ansvarsfølelse. Worst case scenario: ”Hvad med mine børn, hvis der sker mig noget?”
Uanset om man kan lide det eller ej, så sidder det dybt forankret i kvinder med små og mindre børn og det er jo bare så såre naturligt.
Sikkerhedsnettet er bare desværre en hæmsko, for næsten hver eneste genopfriskede vane, skal der laves om på.
Resultatet er så at Lise ikke bare skal til at lære, men faktisk aflæres – og det er svært.
Westernridning er ikke svær at lære, men det er svært at lære at lade være med at gøre det man plejer.
De fleste ”Liser”, er som unge piger inde i deres eget hoved overbevist om at de kan og ved ALT om heste og reelt er de dygtigste.
Det giver dem et vovemod af de store, og er for den sags skyld med til at udvikle dem som ryttere og mennesker, men de overvurderer som oftest sig selv. Bliver de undervist af en ansvarlig underviser i dette tidsrum, lærer de flere ting:
De er ikke de klogeste, - Hesten er ikke en maskine, - Det man føler når man sidder på hesten, er ikke nødvendigvis det rigtige, - Hør efter din ridelærer og du bliver bedre, - Ridning er bare noget der tager sin tid at lære.
Et barn /ung, er vant til at være i den indlæringsproces, som livet byder på. De er vant til at voksne belærer dem og det er OK, og det er naturligt.
Lise derimod er blevet voksen, hun er bevidst om sig selv og tjener sine egne penge og hun har lært at hun skal, og hun kan bestemt melde ud om og sætte ord på sine følelser omkring dette og hint. Hun har faktisk i mange processer skullet sætte ord på følelser for at komme igennem forskellige erhvervsmæssige læreprocesser.
Nu er det bare at ridning ikke er en intellektuel forteelse. Det er en krop og sind sammenførelse. Sindet skal her ikke forveksles med egoet. Det vi skal have frem er den dybe indfølelse og intuition.
Det er med dybderne i sindet at vi lærer. Det er hernede barnet i os er forankret, og det er barnet i os der kan lære.
Voksne tror ofte at de ikke kan lære, fordi de er blevet for stive i kroppen. Det er ikke rigtigt, det er sindet, de er for stive i.
De bruger for meget energi på deres ego. Egoet går ind og forsvarer, analyserer og forklarer på deres vegne og opfinder grunde til at de ikke kan:
Hesten er dum, Hesten vil ikke, Den vil noget andet, Den er stiv eller skæv, - Sadlen passer ikke, Jeg har ikke den rigtige bygning, Jeg har gigt, Jeg har hovedpine, Jeg er selv for stiv, Jeg har højre/venstre blokering, Min balance er for dårlig, Jeg har haft dårlige oplevelser,………………….. ja man kan blive ved i det uendelige!
Faktum er at de fleste ryttere har et ”egoforbrug” på ¾ af hver ridetime. De er mere optaget af at forklare ridelæreren, hvad de føler, når de sidder på hesten, at forsvare det gør og forklare ridelæreren, hvorfor tingene ikke lykkedes, en at gå ind i læreprocessen.
Når man går fuldt og helt ind i en læreproces, efterlader man sit ego udenfor.
Egoet er i vejen. Det vil hele tiden tage over og forsøge at bevare status quo.
Egoet er ikke interesseret i udvikling.
En typisk indlæringskurve ser sådan her ud. Den første tid sker der meget, men relativt hurtigt så dykker man, og man dykker dybt. Så kravler man møjsommeligt op igen og det kan være en langvarig affære. Nu kommer man længere op og frem og pludselig kommer kæmpedyk nr. 2.Det går dog ikke så langt ned som det første og det er som regel lidt nemmere at komme op igen, for man har prøvet det før. Nu planer stigningen i forbedringerne mere ud, til gengæld er dykkene mindre og mindre og de går ikke så dybt længere.
Når først rytteren lærer at slå egoet fra, inden de går ind på banen eller ridehuset med hesten, ja så ”svinger det”. Så slår Lise ørene ud og accepterer, når noget går galt. I stedet for at spørge: Hvad gør jeg forkert? Så spørger Lise igen: Hvad er det helt præcist jeg skal gøre?
Så prøver Lise igen og igen til øvelsen sidder der.
Vrede og afmagt er spildte kræfter. Det er den voksnes ”egovrede”, der kommer frem. Vreden bliver rettet mod sig selv eller mod ridelæreren. Den bygger på afmagt, men der er ingen grund til afmagt. Der er kun én vej; prøv igen!
Selvfølgelig kræver det én ting: Tillid til ridelæreren. Lise skal først ”hengive” sig, for at få det helt fulde udbytte af ridelærerens metoder og ord. Ellers kan Lise simpelthen ikke lære det. Er Lise 50% i tvivl om at ridelæreren har ret, eller på nogen måde anfægter det sagte, påvirker det Lises udførelse af manøvren og den lykkes ikke.
Har man lært manøvren/metoden til fulde og har forstået den, SÅ kan man skrotte den, hvis man ikke bryder sig om den.
Ridning er udviklende for sindet, såfremt man arbejder rigtigt. Hesten gør fundamentalt ingen fejl. Det er rytteren der træner den til at gøre fejl. Hesten er den bedste lærermester man har. Det er den der viser at man er forkert på den, for er den gør det, piloten får den til.
Alle dygtige ryttere er klare på at heste er meget følsomme. De reagerer på hver en lille umærkelig muskeltrækning hos rytteren. En hest der kan spinne, kommer ikke selv ud af balance i et spin. Rytteren mister balancen og koncentrationen og hesten falder ud.
En hest begynder ikke selv at løbe stærkere i pleasureklassen, det er rytterens signaler der er forkerte. En hest der gennem længere tid er redet på forkerte signaler, er det nødvendigt at hive ud af mønsteret, men den velredne hest, reagerer totalt på alle signaler, rigtige som forkerte.
Alt dette ser den erfarne træner og underviser og Lise oplever at hendes verdensbillede ikke stemmer overens med det træneren ser.
Følelser som: ”Det er mig der sidder på hesten, så det er mig der kan mærke, hvad der sker”, kommer op til overfladen og aggressionerne er startede. Lise sidder med en følelse af at hun har dæleme betalt for dette her, så skal det også være en succes. En succes for Lise er ensbetydende med at Lise kommer til ridetimen. Lise lærer en øvelse og kan den derefter. Ridelæreren roser Lise.
Lise viger udenom kriserne uden at forstå, at det er gennem kriserne hun bliver dygtigere. For hver gang der er en nedadgående kurve, er det først på bunden af kurven at vi begynder at se lyset. Vi skal helt ned før vi kommer op.
Så kan man jo så med nogen undren se og høre på at Lise harcelerer over at nu er det gået af H… til i 3 timer.
Tja manden står på sidelinien og kigger undrende til, for selvom han ikke har en pind forstand på ridning, så kan han let se at Lise ikke har sin krop og lemmer der, hvor hun tror. Så han ”punker” hende på vej hjem i bilen og Lises frustration vil ingen ende tage.
Lise skal nok forstå at pårørende ikke er smarte at have med til ridetimer. For selvom Lise måske har ”Lars” med, for at han skal komme og give hende ret i at ridelæreren er ”åndsvag”, så bliver det modsatte ofte tilfældet. Lise bliver ”taberen” og hun har ikke brug for at tabe på flere fronter samtidig.
Ridning er en kropsudøvelse, hvor man er afhængig af at sindet er i rette balance og arbejder med èn. Det er det i endnu højere grad end så mange andre sportsudfoldelser, fordi man skal samarbejde og koordinere med et levende væsen, der ikke taler samme sprog. Sproget mellem hest og rytter er kroppens bevægelser. Det groteske er : Jo mindre bevægelser, desto bedre rytter!
Det er ikke ligefrem befordrende for indlæring at overdrivelse ikke fremmer forståelsen hos hesten. Det er heller ikke så let, at det er er helt indlysende for rytteren, absolut ikke altid er det for hesten
Når rytteren sidder på hesten, sker der en energimæssig udveksling, idet en stærk hests energi går ind og påvirker den lidt svage og usikre rytter. Rytteren kan simpelthen ikke opnå kontrol over sin krop og forstår det ikke. Ofte er deres opfattelse af, hvor de har sig selv så langt ude af proportioner, at man må se undrende til. Ofte skal der videooptagelser til for at overbevise dem om, hvor galt det står til. Hver en lille bevægelse fra rytteren påvirker hesten og det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan rytteren sidder. Her er det vigtigt for rytteren at kunne opnå kontrollen over sin krop og genvinde en ny og bedre balance. Når man går ind og arbejder i dette område, skal man bare vide, at alt, hvad der har med rytterens krop at gøre gemmer på følelser og psykiske balancer. Derfor kan man let komme til at afdække følelser hos rytteren, når blokeringer bliver ophævet.
Ridning er krops og sjælsterapi, hvis man lader det være det.
”NÅR DU SIDDER DEROPPE PÅ HESTEN,
OG HARMONIEN OPSTÅR,-
BLIVER DET PLUDSELIG SOM OM,-
AT HESTENS BEN BLIVER TIL DINE!”
Sagt af Gabriella Grillo,international
Grand Prix Dressurrytter.
Artiklen er tidligere bragt i Western Journalen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar