Inspireret af Tanjas artikel om blæsevejr, vil jeg her fortælle en lille historie.
En måde at reagere på, når hesten bliver bange!
Colonel Sioux Bar, er en rolig og meget velafbalanceret hest i hans hverdag. Derfor kommer det bag på mig, at hans reaktion var så kraftig.
Christina syntes vejret er så dejligt her til formiddag, så hun beslutter at ride en tur på Sioux.
Hun iklæder ham Hunter udstyret (der føler hun sig stadig mest hjemme) og rider afsted. Sioux har ikke været ude at ride tur alene i de sidste 6 måneder, så hun er forberedt på, at han muligvis vil blive lidt bange for ting på vejen. Hun har derfor givet ham det engelske hovedtøj med de lukkede tøjler og en martingale på. Så kan han da ikke trampe på sine tøjler hvis der skulle ske noget.
De skridter lige så stille afsted og han er bare ikke bange for noget som helst. De bliver overhalet af en GIGA traktor med tvillingehjul, motorcykler og biler. Og Sioux er "cool" som han plejer.
Ca små 2 kilometer fra vores gård stopper han pludselig med et ryk. (Lige før en stor hvid gård hvor der bor mange køer) Christina kan mærke hans vejrtrækning bliver noget heftigere og hun vælger at stige af. Hun får overtalt ham til at de går sammen over en meget lille bæk og sidder så op igen. Han er meget urolig og begynder at bakke. Ud på en mark. Christina stiger så af igen og går tilbage til vejen med Sioux. Han hopper og danser og opfører sig absolut ikke som vores Sioux. Så begynder han at stejle foran hende. Da han har småstejlet en 5-6 gange går han rigtigt højt op og de engelske tøjler er for korte til at hun både kan holde ham samtidigt med at hun vender sig bort fra ham for ikke at blive ramt af hans forben.
De resulterede i at han fik hevet sig løs. Ikke så meget fordi han ville rende fra hende, men måske snarere for at han ville have hende til at forstå at de altså skulle væk NU.
Han vender på en tallerken op begynder at galopere hjemad. Christina får stoppet en ældre dame i en bil og damen speeder op til de er ca. 300 meter bag Sioux. Han traver lige så fint afsted på asfalten. Hun skynder sig i mellemtiden at ringe hjem og sige at jeg skal skynde mig ud på vejen og stoppe biler for Sioux er på vej hjem.
Jeg spæner afsted (puh ha, både blodtryk og vejrtrækning er i det røde felt!). Så kan jeg høre lyden af travende hove......
Og der kommer min Sioux lige så fint travende hen i mod mig. Jeg råber "Hej Suiiiii, kommer du hjem til mor?" Han traver lige over til mig og skynder at vende sig om. Som om han skal se om hun er med eller om det "farlige" er væk....
Vi blev så lige stående og ventede på Christina som blev sat af et godt stykke fra os så han ikke blev yderligere bange. Hun gik så og kaldte på ham og han spidsede sine ører hen mod hende.
Vel hjemme i stalden snakkede vi så om hvad der havde udløst sådan en reaktion?
Den hvide gård hvor det startede har jo mange køer. Dem er han bestemt ikke bange for, men måske har de lige slagtet! En evt. "nødslagtning" for det er en mælkegård! Og heste kan jo som bekendt ikke så godt li' blodlugt. En lugt vi måske ikke kan lugte, men som hesten med sin meget fine lugtesans kan. Eller på anden måde et dødt dyr? Og hvem ved om han så har troet, ved at fornemme den lugt eller hvad det var, at der lå et rovdyr lige bag busken med et dødt byttedyr. Et rovdyr han bare skulle væk fra.
Hans reaktion er jo et instink der kommer til udtryk. Og nogen gange er vi mennesker ikke hverken gode nok til lyd, lugt eller hørelse, set i forhold til hesten. Så det er meget sansynligt at han har reageret på noget Christina aldrig ville have opdaget hvis ikke han havde "sagt til".
En lille oplevelse vi godt kunne have været foruden, men som får en til at tænke meget over Byttedyr, flugtdyr, instinkter og reaktioner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar