TRÆNERLIV

Vi starter nu et nyt forum, der vil fungere som en klumme, men hvor der også kan debatteres og kommenteres.

Klummen hedder "Trænerliv". Her vil Conny Mearlyn Nielsen fortælle om løst og fast fra en træners hverdag.

Det vil kun være hende, der kan starte trådene, men i forbindelse med de enkelte tråde, kan der hoppes på og stilles spørgsmål og kommes med kommentarer eller egne oplevelser, som fortællingerne har tricket, ligesom i enhver anden tråd.

Det er ofte omgærdet med en aura af mystik og glamour at være træner. Men ud over de få stunder, hvor "fanklubben" klapper og hujer ved stævnerne, er det hårdt arbejde, mange timer - oftest 7 dage om ugen, med en ustabil økonomi.

Selvfølgelig er der alle de dejlige oplevelser og dem er der mange af. Dem vil vi komme til at læse om her.

Conny håber med denne klumme at give et indblik i trænerens arbejde, liv og hverdag, men vil også komme med "hints" om dette og hint og betragtninger om træningsmetoder. Ind imellem kommer der samtaler med andre trænere, fortællinger fra stævner og clinics, og kort sagt meget andet.

Conny har jo til tider en skarp pen, men et stort hjerte, der har banket for westernridningen i snart 40 år. Hun har været aktiv skribent på både WP og HN i over 4 år og har tilført begge sider masser af gode debatter.

Fra Conny`s hjemmeside har vi sakset "Lidt om hende selv"

"Jeg har redet siden 1962 har siden 67 beskæftiget sig med westernridning, de sidste fra 86 som fuldtidstræner.

Udstyret med en stor pakke optimisme og tro på fremtiden, drog jeg i 1986 til USA og "overlevede" i Cutting stalden hos Carol Rose i Gainesville i et år.

Det var et eventyr uden sidestykke. Da jeg kom hjem i 1987 var heldet efter mig igen og jeg blev ansat hos Kay Wienrich og Horst Geier på "Flachsberg Ranch" i Schwanewede. Her blev jeg så i 2 1/2 år.

Da jeg kom hjem i slutningen af 1989 havde vi 35 registrerede westernryttere i Danmark.

Som den første og eneste træner i det første stykke tid, var det selvfølgelig svært at bryde igennem janteloven, men konkurrence er sundt og snart kom Rick Lemay til. Der skulle knokles og nytænkes hele tiden for at fremme sagen og det er ikke altid gået helt stille af sig. Summa summarum! Ringene bredte sig i vandet, westernridningen er vokset og i dag er der mange trænere.

Personligt er det en pragtfuld følelse, at mange af de bedste ryttere vi har i dag har trådt deres barnesko hos mig. Nogle af dem i en længerevarende uddannelse, nogle af dem i en kortere, men mange af de der er kommet langt, har jeg givet de "hug", der har gjort dem i stand til at komme videre!" Mine egne favoritdicipliner er: REINING, WORKING COWHORSE, CUTTING OG WESTERN PLEASURE.

Der ud over tager jeg ind imellem et tur i trail og western horsemanship, og ikke mindst cattle og team penning.

TRÆNINGSFILOSOFI:

At træne heste er en af de mest spændende og givende leveveje man kan vælge. Sidder man på heste, hvor kemien passer, modtager man så meget energi fra hesten at det er helt fantastisk.

At få ejeren til at komme i harmoni med sin nye hest er for mig en kæmpe udfordring, der bærer en fantastisk stor løn, når det lykkes.

Det er uhyre svært at sidde på en hest og bevare kontakten til og kontrollen med sin krop. Det kan ofte kræve mange års øvelse, men i det øjeblik, man som træner får hest og rytter til at svinge sammen og man oplever at harmonien vibrerer imellem dem, tilføres man en næsten euforisk lykkefølelse.

Jeg forsøger i min undervisning at møde rytteren på det niveau han/hun er. Gennem indlæring af en korrekt opstilling og forståelse af hvordan opstillingen og kroppens bevægelse indvirker på hesten, når rytteren frem til en forståelse af hestens bevægelsesapparat i samspil med sit eget.

Jeg lægger meget vægt på at rytteren lærer at lære og derved kan modtage og omsætte de informationer der gives.

Hesten mangler ikke kontakt med sin krop. Den reagerer villigt på alle tegn den forstår. Hvis den ikke forstår tegnene, bliver den måske ophidset eller stædig, men de fleste heste vil meget gerne "lege" med.

Jeg har den opfattelse at hesten ikke decideret skal lære et tegn at kende. Er hjælpen indgivet rigtigt reagerer hesten villigt og prompte. Selvfølgelig vil den efter kort tid reagere genkendende på tegnene og reagere endnu hurtigere. Den vil i andre tilfælde selvfølgelig skulle optræne styrke og balance i den pågældende øvelse.

"Non resistance" principperne bygger på hele tiden at placere sig så ideelt på hesten som muligt og ikke være i vejen for den. Det kræver meget af rytteren, men giver større forståelse for hesten. Her er det altid "pilotens" skyld, hesten viser nemlig rytterens fejl. Hesten har ikke selv nogen plan om at ville gå dressur, trail ell. reining, så der er kun en der bestemmer kvaliteten af det arbejde der udføres, - DET ER RYTTEREN!

Hesten har selvfølgelig mere eller mindre talent, men den har ofte mere talent end de fleste ryttere kan ride ud, så det, det drejer sig om for rytteren er selvudvikling,- at lade hesten lære rytteren det der skal til. At lytte til sin hest, men samtidig være dens leder.

Det lyder simpelt - det er det!

Men i ridning er det simpleste oftest det sværeste!”

"NÅR DU SIDDER DEROPPE PÅ HESTEN,

OG HARMONIEN OPSTÅR,-

BLIVER DET PLUDSELIG SOM OM,-

AT HESTENS BEN BLIVER TIL DINE!"

Sagt af Gabriella Grillo, international Grand Prix Dressurrytter.