Doping af heste

Har ridesporten et dopingproblem?

Gengivet af Lilian Hansen, med tilladelse af Anti Doping Danmark, Torben Hoffeldt, Oplysningskoordinator.

I det tidlige forår 2002 ransagede det belgiske politi den professionelle cykelrytter Frank Vandenbrouckes hjem. Politiet fandt og beslaglagde et helt apotek af dopingmidler. Der var både EPO, anabole steroider, morfin og amfetamin. Alle sammen stoffer, som kan virke præstationsfremmende på en cykelrytter. Men Vandenbroucke benægtede, at stofferne var tiltænkt ham selv. De var til familiens hund, sagde den belgiske rytter.

Frank Vandenbrouckes forklaring blev selvfølgelig ikke godtaget. Men den rejser et alvorligt spørgsmål: doper man dyr? Spørgsmålet bliver ikke mindre påtrængende af, at Vandenbroucke angiveligt havde fået stofferne gennem den franske hesteopdrætter Bernard Sainz. At en person inden for ridesporten kan levere hårde dopingstoffer, gør det oplagt at spørge, om netop ridesporten har et dopingproblem.

Ridesport og doping

En af dem, der kan svare på spørgsmålet om, hvorvidt ridesporten har et dopingproblem, er dyrlæge Jørgen Falk-Rønne. Falk-Rønne er tidligere formand for Den Danske Dyrlægeforeningens sektion vedrørende heste. Han var samtidig konsulent for Dansk Travsports Centralforbund og har som sådan været med til at tage sig af de dopingproblemer, der har været inden for travsporten.

Dyrlægen blev spurgt, om doping er et problem inden for ridesporten.

- Det store problem, når vi snakker doping af heste, det er ikke det, fx at give dem stimulerende medicin. Det er ikke det, at få en helt normal hest til at løbe stærkere eller springe højere. Det er det at fjerne symptomer. Det er typisk heste, der er overtrænede, heste, der er gamle og har kroniske skader, som man så giver noget smertestillende for at få dem til at præstere, som de ellers ville have gjort. Det falder ind under begrebet doping, når vi snakker heste.

Hvad doper man heste med?

- Man kan vel give heste de samme ting, som man kan give mennesker?

- Nej, det kan man faktisk ikke. Sådan noget som fx EPO har været forsøgt brugt på heste, med negativt resultat.

- Hvad så med noget som amfetamin – stimulerende stoffer?

- Det har også været prøvet i gamle dage. Både amfetamin, stryknin og lignende stoffer. Det, der for det meste sker med en hest, er, at den bliver fuldstændig overstadig og ustyrlig. Det gør, at den ikke kan præstere ordentligt.

- Hvilke stoffer virker så præstationsfremmende på heste?

- Det er ikke så mange, hvis vi snakker om en hest, som er normal og ikke har nogen smerter. Men i det øjeblik hesten ikke er hundrede procent gående, har ondt i muskler, sener eller led, så bliver der typisk brugt midler mod gigt - noget som Finadyne eller Buta. Det kan også være lokalbedøvende stoffer, som man kan sprøjte ind eller smøre på. Gigtmidler og lokalbedøvende stoffer er dem, man hyppigst finder i positive dopingprøver.

- Er der ikke nogen stoffer, der virker præstationsfremmende på en rask hest?

- Jeg vil nok sige, at det eneste stimulerende middel, man på galopheste har kunnet påvise kunne gøre en normal hest bedre, det er koffein i stor mængde. Vi har også set, hvordan de anabole steroider kunne gøre specielt de unge, voksende og trænende heste mere muskelstærke. Det er nok de eneste ting, som man kan sige gør normale heste bedre. Der har for nogle år tilbage været en del snak om bagepulver givet i unaturligt høje doser. Det har der været mange undersøgelser af. Nogen af dem har vist, at det er præstationsfremmende på en normal hest. Det er fordi bagepulver er basisk, hvilket afhjælper syredannelsen ved hård fysisk aktivitet. Andre undersøgelser har vist, at det ikke har nogen virkning. Men det er med i dopingkontrollen, og det er relativt let at spore. Det har betydet, at vi ikke har noget problem der. Vi har problemet inden for alle de ting, som ikke kan spores.

Hjælper naturen lidt på vej?

- Man kan sige, at én ting er, hvad der står på listen over forbudte stoffer. En anden ting er, hvad folks intention er. For alle de midler, folk går rundt og køber, fx vitaminer i meget høj dosering, kreatin, som bygger muskulatur op - hvor man giver heste en dosis, der svarer til, at de skulle spise fem kilo oksekød - det er jo helt unaturligt for en hest. Det er også B-vitaminer og E-vitaminer i meget, meget høje doser. Det er ting, som man heller ikke kan spore, for det findes jo normalt i hesten. Men intentionen er at få hesten til at yde mere.

- Er det stoffer, der har en skadelig virkning på hestens helbred?

- Nej, ikke så vidt vi ved. Intentionen er der jo - at hjælpe lidt til med at få en bedre præstation ud over det, som naturen normalt kan. Mange ting hører med i at prøve at hjælpe naturen lidt på vej, fordi man skal have en hest, der skal kunne præstere godt. Der er fx sådan noget som overkorrektion af tænderne, sådan at hesten måske ikke tygger sit foder så godt, men den præsterer godt. Det er noget, som er meget oppe lige i øjeblikket. Der er tandbehandlere og dyrlæger i udlandet, som med power-tools, heavy-duty drills og sådanne redskaber, fræser tænderne fuldstændig som en jernbaneskinne. Det gør, at hesten ikke kan sønderdele sit foder og optage foderet ordentligt. Men det gør på den anden side også, at der ikke er nogen gnidningsmodstand med bidet, når den løber.

Horsemanship.

Man kan ikke lade være med at synes, at den slags må være i modstrid med ridesportens idealer. Inden for ridesporten taler man for tiden især om ”horsemanship”. Jørgen Falk-Rønne blev spurgt, hvad horsemanship-idealet betyder.

- Horsemanship er en samlebetegnelse for alle de forhold, der har at gøre med at behandle hesten korrekt. Det har også at gøre med at behandle andre ryttere korrekt. Når man fx rider i skoven, tager man hesten op i skridt, når man går forbi hinanden. Man rider ikke lige op bag ved nogen, der er foran. Man hilser på hinanden. Sådan nogen ting. Men det er specielt noget med at behandle hesten ordentligt og på dens præmisser.

- Og det vil vel netop være, at man ikke vil acceptere, at man fræser hestens tænder, så de ikke kan bruges til at tygge med?

- Ja, for eksempel. Eller det, der hedder barring. Det bruges typisk på en springhest, som jo gerne skulle have benene op over bommen for ikke at rive den ned. Der kan man gøre det, at man sørger for, at hesten har smerter i huden foran på benene. Så skal den nok passe på med ikke at ramme bommen. Det er noget, vi kontrollerer ret kraftigt, når vi er til store ridestævner, hvor vi tager bandagerne af og ser, om folk har puttet noget i dem.

- Hvad kan det fx være?

- Der har været set kapsler fra sodavand, små tegnestifter og sådan noget. Man har også set, at der er smurt hudirriterende stoffer ind i huden, så hesten føler det, som om den er solskoldet. Det er det, der hedder barring, og det er så igen lidt det samme, hvor man prøver at hjælpe naturen lidt på vej.

Horsemanship og doping

- Hvad er god horsemanship i forhold til doping?

- Horsemanship betyder selvfølgelig, at man, hvis man har god horsemanship, ikke prøver at behandle hesten med det ene formål at få den til at præstere, men med det formål at få den rask. Det er god horsemanship. Også at man optræder korrekt i forbindelse med et stævne og ikke prøver at snyde sig til en placering ved at bruge midler, som kan påvirke hestens præstation positivt. Det falder ind under begrebet god horsemanship. Jeg vil sige, som en form for konklusion, at problemet, som vi har det i dag, ikke er et problem, hvad angår antallet af dopingsager. Men det er et problem, som vi bliver nødt til hele tiden at have i baghovedet, fordi omverdenen kræver, at man holder kontrol med sådan noget. At hesten ikke bliver overudnyttet.

- Hvad skal der til for at komme problemet til livs?

- Det vigtigste er en holdningsbearbejdning. Til netop at få det her horsemanship-begreb ind. At få folk til at sige; ’jamen sådan noget, det gør vi ikke over for vores hest og over for vores konkurrenter’. Det tror jeg er meget væsentligt. At man får folk til at forstå, at det her altså er noget, der gør, at hesten bliver slidt ned hurtigere end den egentligt skulle.

Hvorfor er det nødvendigt med flere dopingprøver inden for ridesporten? Det fortæller dyrlæge Jørgen Falk-Rønne videre i interviewet.

Inden for de fleste sportsgrene efterlyser såvel aktive som officials flere dopingprøver. Det gælder også inden for ridesporten. Her er dyrlæge Jørgen Falk-Rønne blandt dem, som mener, at der skal tages mange flere dopingprøver.

Ingen kontrol – stort set.

Jørgen Falk-Rønne er af den mening, at der er et dopingproblem inden for dansk ridesport, men tilføjer:

- Problemet ligger ikke i, at der bliver fundet positive dopingprøver. Problemet ligger i, at der ikke er nogen kontrol – stort set.

- Siger du med andre ord, at det er et problem, som man ikke helt har erkendt endnu fra officiel side?

- Det er et problem, som man har erkendt fra officiel side, men som man har valgt ikke at gøre ret meget ved, efter min mening.

- Dansk Ride Forbund snakker ellers om, at de tager så mange prøver?

- Ja, men hvis du prøver at se på, hvor mange startende heste der er i alle stævner i Danmark, og så se på, hvor mange prøver der bliver taget, så er vi nede i promiller. Det vil sige, at det er meget let at slippe igennem. Man kan sagtens stille sig op og sige: vi har ikke nogen i Danmark, der kører over for rødt lys, men vi kontrollerer det stort set heller ikke.

Flere prøver.

Derfor mener Falk-Rønne, at der må flere og bedre dopingprøver til for at komme dopingen i ridesporten til livs.

- Det er klart, at frekvensen af prøverne må sættes i vejret. Det er det samme som at køre for stærkt på vejene. Hvis du ser politiet stoppe hver tredje bil, så føler du, at det tør du ikke, for der er for stor risiko for at løbe i fælden. Stopper politiet kun hver hundredetyvende bil, så tænker du: Nå ja, den går nok. Det er det med hyppigheden. Det, der så er problemet, er økonomien. For det er dyrt at lave dopingprøver.

Men selv om hestedyrlægen mener, at der skal tages mange flere dopingprøver, så tror han ikke, at det i sig selv er løsningen på ridesportens dopingproblemer.

- Jeg mener i virkeligheden ikke, at det kan løses ved kontrol alene. Man må ind og have fat i de professionelle ryttere, beridere osv., dem der rider på et meget højt plan. Det er dem, der skal ind og fortælle de unge, at sådan noget, det gør man simpelthen bare ikke. Den egentlige begrænsning af det her skal komme fra en holdningsbearbejdning af specielt de nye generationer af professionelle.

Bagsiden af medaljen.

Dopinglaboratorierne bliver bedre og bedre til at spore selv meget små koncentrationer af forbudte stoffer. Til stor begejstring for dem, der ønsker bedre dopingprøver. Falk-Rønne er dog ikke udelt begejstret.

- Der er så også en bagside af medaljen, når man laver dopingkontrol. Det er, at laboratorierne, der laver dem, bliver mere og mere følsomme. Der kommer bedre og bedre teknikker. Nu er det sådan, at med al den medicin hesten får, når den er syg, fx antibiotika, smertestillende, blodkarudvidende medicin osv., at jo mere følsomme analysemetoderne bliver, jo længere kan man spore det efter en regelret behandling.

I Danmark er det nemlig sådan, at en hest, der har brug for dyrlægebehandling med fx antibiotika eller smertestillende medicin, slet ikke må starte i et stævne. Hesten kan først bringes til start igen, når den har fået den nødvendige dyrlægebehandling, er rask igen og har udstået den karenstid, der er på de stoffer, som hesten er blevet behandlet med. Det er nogle regler, som man har vedtaget for at beskytte hestene mod at blive overudnyttet.

Et eksempel.

Reglerne er lavet for at værne om dyret. Men ifølge Falk-Rønne kan de, efterhånden som målemetoderne bliver bedre og bedre, faktisk gå hen og få negative konsekvenser for hestenes velfærd.

- Vi havde fx en travhest, der startede i Sverige og blev testet positiv. Ejeren og træneren hævdede, at det var mange måneder siden, at den var blevet behandlet på grund af nogle smerter i en hov. Og det skulle være helt lovligt. Men han blev altså dømt til at skulle levere præmien på 200.000 tilbage igen. Det viste sig efterfølgende, at en ny analysemetode, som man havde indført på laboratoriet uden at fortælle nogen noget om det, lige pludselig kunne måle picogram i stedet for nanogram. Så man kunne altså måle det et halvt år efter en regelret behandling. Det er bagsiden af medaljen.

Vi risikerer, at kontrollen bliver så følsom, at heste, bare fordi de er atleter og går til stævner og konkurrencer, ikke kan blive behandlet med det bedste præparat. Dertil er vi allerede nået i dag, for det bedste penicillin præparat, vi kan bruge til en hest, det indeholder noget, som kan forveksles med et lokalbedøvende middel. Det er der sat en lang karenstid på, hvis man sammenligner med andre antibiotika, som ikke altid er ligeså effektive. Det vil sige, at fordi en hest, der skal starte i en konkurrence om fx ti dage, har trådt et søm op i hoven, og man vil forhindre, at der kommer en betændelse, så vil man kun bruge det næstbedste. Fordi man ved, at det kan give en meget lav positiv dopingprøve med en rest af noget medicin, der ikke har nogen virkning på hesten overhovedet. Det er bagsiden af medaljen.

En god dopingkontrol.

- En god dopingkontrol skal sørge for, at heste ikke kommer til start under indvirkning af medicin, men på den anden side også kan få lov til at blive behandlet i det daglige. Det er det væsentlige, mener Jørgen Falk-Rønne.