torsdag den 28. juli 2005

Sliding stops?

Jeg har set de flotte sliding stops i westernryttere laver.



Hvordan laver i dem, og er det noget alle heste kan, eller er det kun nogle der kan?

Hvor langt kan sådan et sliding stop blive?


Hvorfor laver i sliding stops, er det kun for showets skyld, eller er der en mening med det?


Jeg rider i øjeblikket dressur på min hest, kan man ride både dressur og western på samme hest, eller vil det ødelægge det den kan nu?



Stine



Svar:



Puuuuha Stine!


Det er en meget lang proces at lære hesten et slidingstop.


Hesten skal først lære at stoppe på vægten med minimal indvirkning fra tøjlen eller slet ingen i skridt.


Herefter lærer man den det trav og galop.


Timingen på rytterens indvirkning er:


Du siger først Whoa, læner overkroppen tilbage, træder frem og ned i benene(uden at strække knæene), som det sidste tager du tøjlen, hvis det er nødvendigt.


Det er meget vigtigt at sætte ind på den rigtige fase i gangarterne, det vil være lidt for omfattende at komme ind på her. Vigtigt er det også ikke at ride frem efter stoppet, men at vende eller bakke.


Alle heste kan godt trække nødbremsen og sætte bagbenene i og slide, hvis de bliver bange, men det har meget med hestens bygning og muskulatur at gøre om hesten har lyst til at gøre det for sjov.


Tvinger du hesten til at gøre det mod dens evner og bygning, vil den altid forsøge at løbe væk fra stoppet. Heste løber af angst, de stopper ikke af angst, så hvis du vil forsøge dig, bør du finde en kvalificeret reiningtræner.


Se under portalens trænerliste og spørg dem du udsøger dig, om de har erfaring i reining og hvor meget.



Slidingstops er oprindelig udviklet i. forb.m. roping af kalve (m. lasso). Når rytteren har fanget kalven og hesten stopper, bør den ikke gøre det for abrupt, idet det er for hårdt ved kalven.


Reiningstoppet er dog forfinet både i stil og udførelse og er som oftest længere en et ropingstop, såfremt bunden ellers tillader det.


Mange ropere i USA lader dog deres heste reiningtræne, før de begynder at rope på dem.


Omvendt lader reiningtrænerne også tit deres heste rope, for at få noget praktisk arbejde på dem.


De længste stops jeg har hørt om var 25 m, men det er sjældent man ser dem i reiningkonkurrencer, - og så slet ikke herhjemme idet bundforholdende er alt for elendige.


I Mexico laver man som showdisciplin deciderede slidingkonkurrencer og der bliver stoppet meget langt.


Din hest tager bestemt ikke skade af at gå western og dressur på en gang.


Den bliver bare mere smidig og lydhør, får lidt gangforbedring og bedre bæreevne, - det er min beskedne erfaring.



mhv


Conny Mearlyn Nielsen




Arkivbillede - Foto: Peter Bromley

Ingen kommentarer:

Send en kommentar