Samsø – by morning

Som cowboy i Danmark får man lidt oplevelser udover det sædvanlige og her er en der fandt sted sidst i november 2002.

Jeg blev kontaktet af en bekendt fra Fyn, som var interesseret i, at jeg og en af mine venner Brian ville være behjælpelig med indfangning af 10 stk. kvæg på Samsø, nærmere betegnet befandt kvæget sig på en ubeboet ø – Hjortholm ca. 200-300 tdr. land.

Om ikke andet er Brian og jeg altid interesseret i en ridetur et eller andet sted i fædrelandet og takkede selvfølgelig pænt ja og begav os på vej en fredag eftermiddag i regnfuldt koldt og blæsende vejr.

Vi ankom i god tid til færgen i Kalundborg og skulle naturligvis strække ben og tisse af, efter den lange køretur. Turen var hidtil forløbet uden uheld – hestene stod naturligvis bare roligt i bilen.

Pludselig brød helvede løs – Kalundborg havn befandt sig midt i kampområdet – det knaldede og bragede overalt – den ene raket efter den anden for til himmels ligesom nytårsaften.

Vi kiggede forbavset på hinanden – ingen af os var bekendt med, at der skulle være mobilisering – vi havde ikke hørt noget.

Nå vi fik tisset færdigt og tændt et par smøger – og som Brian sagde: ”Vi må nok se efter om hestene er i live – ellers kan vi ligeså godt vende hjem”.

Hestene tog postyret roligt og efter 5-10 minutter hørte skyderiet op og vi kørte ombord på færgen. Sejlturen varede ca. 2 timer og kl. 20.00 blev vi landsat på Samsø.

Efter en lille times kørsel ankom vi til bestemmelsesstedet og blev budt velkommen af kvægejeren og vores fynske venner Steffen og Søren.

Hestene blev sat på stald og vi blev trakteret med dejlig varm suppe og kaffe med hjemmebagt kage. Planen var, at vi skulle starte kl. 5.00 næste morgen – så det var bare med, at komme i seng – vores soveplads var en lille hyggelig feriehytte.

Vi står så og nyder den klare natte himmel med en smøg – vejret var heldigvis klaret lidt op og Brian, den lille romantiker, kigger betaget på himlen og udbryder: ”Det er dog en ualmindelig klar og stor stjerne”, og udpeger den for mig. Jeg måtte dog bedrøve Brian med, at der var ikke tale om en stor klar stjerne – men en fjern gadelygte på Samsø.

Kl. 4.30 bliver der banket på døren, og en stemme sagde, at det var tid at stå op – og det må vi have gjort – for pludselig står jeg i et baderum og kigger ind i spejlet og får øje på en fæl trold – det næste jeg husker er et brusebad, som virkede meget koldt.

På en eller anden måde var vi kommet ind i stalden – fik fodret hestene – drak lidt kaffe – og holdt en kort andagt med udskænkning af Gammel Dansk – fik sadlet op og red ud i den mørke nat.

Det var koldt – det blæste – og det var ikke spor sjovt og ingen sang – jeg er en glad lille cowboy. Det var jo underligt, fordi vi var på vej mod det, som mange westernryttere med en smøg i den ene hånd og en guldbajer i den anden hånd ynder, at fortælle hinanden, at det er lige hvad de har lyst til og de føler de er født 100 år for sent.

Efter ca. 30 minutters ridning ankom vi til ”havnen” og begyndte at rigge til – først blev al sadelgrej og udrustning sejlet over til Hjortholm – hvorefter der skulle trækkes et reb tværs over vandet. Planen var så, at vi ved hjælp af rebet kunne trække båden over og så skulle hestene svømme efter båden.

Til al grejet kunne vi benytte en motorbåd, men hestene kan naturligvis ikke svømme bagefter en motorbåd, derfor robåden til dette formål. Selvom her var tale om en robåd ville det ikke være muligt, at ro båden – båden skulle trækkes, derfor skulle der udspændes et tov.

Vi bandt et langt træktov i grimerne og kravlede ombord og satte os i bådens agterstavn og 2 andre begyndte, at trække.

Sheik plaskede bare ud i vandet, men min Shadow tøvede lidt, pludselig var rebet ikke længere og så sprang han i – et langt spring – heldigvis landede han ikke i båden, men det gjorde en stor del af vandet forårsaget af denne ”hestebombe” – og vandet det var meget , meget koldt.

Hvis Brian og jeg efterfølgende skulle have tisset – så ville vi have tisset i bukserne, fordi der var med garanti ikke meget at få ”fat i” så koldt var det!

Turen foregik i halvmørke kl. var ca. 6:30 – det blæste, og der var bølger og meget stærk strøm – men vi kom helskindet over og i land. Hestene frøs som små hunde – det gjorde vi også. Der var en gammel sav i båden og den blev brugt til, at trække lidt vand ud af pelsen på hestene. Der blev sadlet op i en fart, drukket en hurtig kop kaffe, tændt et par smøger og så af sted i en fart så hestene kunne få lidt varme. Vi var i sadlen fra kl. 7.00 til ca. kl. 16:30 stort set uden pauser.

Dagen gik med, at lede efter kvæg – jage kvæg – først fra den ene ubeboet ø til den næste, sådan red vi i pendulfart mellem 3 øer og vi kunne ikke styre kvæget, de smuttede fra os gang på gang – jog gennem vandet – gemte sig i tjørnekrat – løb op af stejle bakker med store sten og nedad bakker i galop, denne form for ridning ville man aldrig praktisere, hvis man bare var ude, at ride en tur – men det var vi jo heller ikke.

Til sidst var kvæg og heste færdige, men hver for sig – kvæget havde gemt sig og vi kunne ikke finde dem og hestene de var fuldstændige færdige for den dag.

Vi red tilbage til landingspladsen og men vi sadlede af, ankom en båd med jægere – der gjorde os opmærksomme på, at vi ikke kunne fortsætte næste dag uden til kl. 11:00.

Stemningen mellem kvægejeren og jægerne var meget negativ – vi andre viste ikke, hvad der var gået forud og kunne derfor ikke blande os.

Hestene blev sluppet fri og efterladt på øen og vi sejlede tilbage og blev kørt til gården, hvor der ventede et dejligt måltid mad.

Omkring kl. 20:00 sprang der nogle senge på nakken af os og de holdt fast indtil næste morgen kl. 6:00.

Dagen efter var vi sadlen kl. 7:30 – det var ikke lyst før –og vi red til kl:11.00 men også uden held – hestene var færdige, og de skulle også svømme hjem – så det passede meget godt, at vi blev smidt ud kl. 11:00.

Så er der et par søheste på vej hjemover.

Hestene klarede svømmeturen i fin stil – vi fik sadlet op og red hestene tørre på vej hjem til stalden. Her stod de så til vi skulle med færgen kl. 18:00

Det var igen blæst op, og der var rimelige store bølger så færgen vippede og slingrede lidt på vejen til Kalundborg.

På et tidspunkt troede jeg, at Brian var blevet søsyg – han rendte frem og tilbage, mens jeg spiste og læste avis.

Næ – søsyg var Brian ikke, han var nede og se til hestene.

Hvad vil du egentlig gøre, hvis der er noget galt med hestene – vi kan jo ikke gøre noget - , sagde jeg.

Næ sagde Brian -, jeg var bare nede og surre lastbilen fast og kontrollere om surringen holdt.

Ja sådan er der en forklaring på næsten alting!

Vi kom godt hjem – men meget trætte – det hjalp jo, at komme hjem til en varm stue med ild i brændeovnen og blive vartet lidt op.

Opgaven blev ikke løst – men det var en dejlig oplevelse og det er altid interessant med grænseoverskridende oplevelser sammen med sin hest.

Mvh. Per Beinov